
Kolymbari
Kolymbari er en dejlig ferieby i det nordvestlige Kreta. Det er den vestligste by på den 20 km lange Chania kyst, og byen ligger godt beskyttet af den bjergrige Rodopou-halvø.
Kolymbari er en mellemstor ferieby, og ikke så stor som Platanias og Agia Marina, som også ligger på Chania-kysten. Et godt udgangspunkt for de som søger en rolig og afslappet ferie, men alligevel gerne vil have adgang til et godt udbud af restauranter, caféer, et bageri og et stort supermarked. Får I lyst til mere shopping, så ligger Chania kun 20 km mod øst og der er gode busforbindelser.

Hotellerne ligger i god afstand fra hinanden i Kolymbari. Vi anbefaler det 5-stjernede Avra Imperial, som har store flotte poolområder, forskellige restauranter og mange faciliteter for hele familien. Hotellet ligger tæt på stranden og der er flot moderne værelser til både familier og par – også værelser med privat pool.
Stranden i Kolymbari
Chania-kysten er kendt for sin lange strand. Kolymbari har en 400 meter lang strand, der er dækket med groft sand og småsten. Stranden ligger godt beskyttet af Rodopou-halvøen og tre bølgebrydere ude i vandet.
Der er afsnit med strandstole og parasoller, og der er også brusere og toiletter ved stranden. Udsigten til den bjergrige halvø er fantastisk, også fra restauranterne, der ligger på promenaden bag stranden. Har I lyst til fart og spænding, så tilbyder Kolymvari Water Sports stort set alle former for vandsport, inkl. vandski og jet ski.

Seværdigheder og attraktioner
Det er oplagt at tage en tur til Chania, der er Kretas næststørste by. Her er hovedattraktionen den gamle venetianske havn med den tyrkiske moské og det flotte fyrtårn ved indsejlingen til havnen. Havnen er området af restauranter, som er perfekte til en frokost. Bagefter frister den velbevarede gamle bydel med små specialbutikker og hyggelige caféer. Hvis I vælger at besøge Chania, så kan I roligt sætte en hel dag af til det.
Med beliggenheden langt mod vest, er Kolymbari et godt udgangspunkt for besøg på Falasarna og Balos, der er to af Kretas flotteste naturstrande. Begge er en oplevelse, men Balos er mest spektakulær. Det kræver en bil at komme til strandene, men det er det muligt at leje i Kolymbari. Hvis bilen først er lejet, så er halvøen Rodopou også en flot naturoplevelse.

Kolymbari kort
Kolymbari by ses lidt til venstre for midten af kortet. Den ret brede strand, bølgebryderne ude i vandet og den lille havn er nemme at få øje på. Mod øst ligger feriebyerne Maleme og Gerani.