Markeder på Kreta
Sydeuropa er kendt for sine mange spændende markeder, og her er Kreta ingen undtagelse. I mange af byerne henvender markederne sig primært til de lokale indbyggere, mens en del af udvalget i ferieområderne naturligvis også er tilpasset turisterne.
Traditionelt handles der med varer som kød, fisk, frugt, grøntsager, olivenolie, krydderier, honning, vin, raki og nogle gange levende høns og kaniner. Er der mange turister på markedet, så handles der også med varer som tøj, læder, keramik, guld og sølv. På nogle af sidstnævnte varer er det ofte muligt at forhandle om prisen – og det er vigtigt at være opmærksom på kopivarer.

Markeder i Heraklion (mandag til lørdag)
Heraklion er Kretas mest folkerige by og har markeder fra mandag til lørdag i forskellige bydele. De største afholdes i Pateles torsdag og lørdag på Lydakis-grunden parallelt med vejen Itanou, ca. 1,2 km syd for Heraklions havn. Lørdagsmarkedet har normalt flest boder.
Markedsgaden 1866 er mindre, men historisk set den vigtigste. Gaden er opkaldt efter den kretensiske opstand i 1866 og var i mange årtier Heraklions vigtigste handelsgade, hvor indbyggerne inden for bymurene købte deres daglige varer. Den gamle markedsgade er stadig en stor oplevelse. Snyd ikke jer selv for lækre friskbagte loukoumades, og kig også forbi en af byens ældste caféer, Sarantavga.
Hver mandag, onsdag og fredag fra kl. 12 til 18 er der marked i Heraklions største park, Georgiadis Park. Det særlige ved dette marked er, at alle produkter er økologiske og sælges af producenterne selv. I parken er der også en lille café og en legeplads.

Markeder i Chania (mandag til lørdag)
Chania er kendt for sin store, flotte markedshal, der blev indviet af den græske premierminister i 1913, kun tre dage efter at Kreta blev en del af Grækenland. Markedshallen er fortsat under ombygning, og den officielle genåbning er planlagt til den 4. december 2026. Når den genåbner, vil besøgende igen kunne opleve boder med blandt andet kød, ost, fisk, keramik og forskellige turistvarer.
Der er også gode gademarkeder i Chania. Det største afholdes om lørdagen i gaden Minoos tæt ved havnen, og om torsdagen er der marked i gaden Akti Kanari i den nordvestlige del af byen.
Markeder i Rethymnon (onsdag, torsdag og lørdag)
Rethymnon har tre markeder, og det mest populære afholdes om torsdagen på parkeringspladsen ved parken i centrum af byen. Lige i nærheden, på gaden Koumoundourou, afholdes der et lokalt økologisk marked onsdag eftermiddag fra kl. 14. Lørdag er der et mindre marked lidt nord for busstationen i den vestlige del af Rethymnon.
Marked i Agios Nikolaos (onsdag)
Det ugentlige marked i Agios Nikolaos afholdes onsdag morgen i et særligt indrettet område nær KTEL-busstationen. Her sælger lokale producenter blandt andet frugt, grøntsager og mejeriprodukter, og der er også boder med tøj og husholdningsvarer.

Marked i Elounda (fredag)
I Elounda er der et mindre, lokalt marked fredag formiddag ved havnen. Her kan I blandt andet købe frisk frugt og grønt, honning, krydderurter og forskellige hverdagsvarer.
Marked i Mires (lørdag)
Hver lørdag formiddag forvandles hovedgaden i landbrugsbyen Mires til et stort og livligt marked. Det regnes for Kretas største traditionelle gademarked og tiltrækker flere tusinde mennesker fra landsbyerne på Messara-sletten. Her sælges både lokale fødevarer, tøj og forskellige hverdagsvarer.
Marked i Timbaki (fredag)
Hver fredag formiddag er der marked centralt i Timbaki. Mange af boderne drives af landmænd fra området, som sælger frisk frugt og grønt, men udvalget omfatter også tøj, sko og husholdningsvarer. Markedet besøges hovedsageligt af lokale.
Marked i Kolymbari (fredag)
I Kolymbari afholdes et mindre marked hver fredag ved byens fodboldstadion. Her sælges især friske fødevarer, men også fisk, nødder, bælgfrugter, tøj og sko. Det er et fint stop, hvis I bor i området, mens lørdagsmarkedet i Chania har et større udvalg.

Marked i Ierapetra (lørdag)
I Ierapetra er der marked hver lørdag fra kl. 7.30 til 14.30 langs Psilinaki-gaden nær busstationen. Det er et traditionelt marked, hvor lokale producenter blandt andet sælger frugt, grøntsager, ost, honning og oliven. Der er også boder med tøj og andre hverdagsvarer.
Marked i Voukolies (Langfredag)
Markedet i Voukolies er lidt af en specialitet. Det historiske påskemarked afholdes hvert år Langfredag i landsbyen, der ligger ca. 20 km sydvest for Chania. Traditionen går tilbage til slutningen af 1800-tallet, og de mange boder byder på lokale varer og påskeprodukter.




One Comment