
Rethymnon
Rethymnon er med sine ca. 30.000 indbyggere den tredjestørste by på Kreta. Mod øst er den vokset sammen med byen Perivolia, og det får Rethymnon til at virke endnu større.
Rethymnon er lidt forenklet delt op i tre områder. Langs den flotte strand og promenaden ligger byens største og mest populære hoteller. De som ligger i første rækker har flot udsigt over havet, for eksempel Aquila Rithymna Beach, der er et enestående hotel til både familier og par.
Ikke langt fra strandpromenaden ligger den nye bydel i Rethymnon. En flot bydel med gode shoppingmuligheder, og mange fristende caféer og restauranter.
Den mest spændende del af Rethymnon er den historiske bydel. I hyggelige smalle gader ligger charmerende bygninger i venetiansk, tyrkisk og græsk stil. I den venetianske bydel kan man opleve den venetianske adels elegante ridderhus, Loggiaen, og ikke langt derfra Rimondi Fontænen fra 1626. Den tyrkiske moské Nerantzes, der nogle gange har åbent i forbindelse med koncerter, er også et kig værd.
Flot er også den lille, men utroligt hyggelige fiskerhavn fra 1200-tallet. Rundt omkring havnen ligger der mange restauranter, og flere af dem har den friskfangede fisk liggende ude foran restauranten. Et dejligt sted at nyde frokosten eller aftensmaden, gerne fisk eller skalddyr.
Stranden i Rethymnon
I Rethymnon begynder sandstranden helt inde ved byen. Derfra strækker den sig 6-7 kilometer mod øst, og det første lange stykke har en flot strandpromenade. Stranden er overvejende dækket af fin- og grovkornet sand, og det er en populær badestrand for hele familien.
Der er utallige afsnit med solsenge og parasoller. Nogle afsnit er reserveret til hotelgæster, men de fleste steder er det muligt at leje en solseng. Nogle steder er der servering på stranden, og ellers er der mange kiosker lige bag stranden. Der tilbydes mange spændende vandsportsaktiviteter, for eksempel parasailing.
Restauranter og natteliv
Der er mange restauranter i det meste af Rethymnon. Et meget populært spisested er ved den lille venetianske havn, hvor der er flere gode fiskerestauranter. De bedste anmeldelser får Zefyros Fish Taverna. I den historiske bydel ligger der mange små, hyggelige restauranter, som er perfekte til både frokost og aftensmad. Den nye bydel og strandpromenaden har også mange restauranter, caféer og barer.
Nattelivet er livligt i Rethymnon. I den gamle bydel, ved havnen og langs strandpromenaden ligger der mange barer og også nogle diskoteker.

Attraktioner og aktiviteter
Den charmerende historiske bydel i Rethymnon er en af de store seværdigheder på Kreta. Her kan de fleste slentre rundt i timevis og blive overvældet af arkitekturen i de smalle stræder og små torve. Den gamle by har mange små specialbutikker og hyggelige caféer og restauranter. I bør også besøge det imponerende venetianske fort Fortezza, hvor der er mange velbevarede bygninger, en lille kirke og Rethymnons arkæologiske museum.
For de som lejer en bil er der mange interessante muligheder. Omkring 20 km mod vest ligger Kretas største ferskvandssø Kournas, og længere væk i samme retning ligger De Hvide Bjerge (på græsk Lefka Ori). Det højeste sted er bjergene 2.453 meter høje og navnet kommer fra de næsten hvide kalksten på toppene, som endda dækkes af den fineste hvide sne om vinteren.
Hvis I får lyst til at besøge en anden flot strand med færre strandgæster, ligger den flotte naturstrand Episkopi kun 15 km i bil mod vest. En dejlig sandstrand med den flotteste udsigt og flere gode restauranter bag stranden.

Se vores video fra Rethymnon
Rethymnon kort
Rethymnons historiske bydel ses på den lille halvø til venstre på kortet. Helt ude på spidsen ligger det venetianske fort, Fortezza. Den lange sandstrand løber fra midten af kortet mod øst. Her ligger der mange gode hoteller, vi anbefaler Aquila Rithymna Beach til både familier og par. Et fantastisk hotel.